Fortællingen

Det var en ganske almindelig torsdag i Fritidshjemmet. Regnen silede stille ned over den store legeplads. Gyngerne svajede stille i vinden og på bålpladsen var der kun svage spor efter gårsdagens leg hvor de havde spillede levende-stratego.
Den lille swimmingpool som lå midt på legepladsen var lukket ned for vinteren. Boldbanen og sandkassen lå også øde hen. Der var i det hele taget ikke mange børn på legepladsen den dag. Kun ovre på forhindringsbanen var en flok drenge livligt i gang med at gennemføre de forskellige forhindringer. Man kunne høre gruset knase under drengenes støvler. Overalt på legepladsen var der en frisk duft af regn og vådt træ.

Kathrine, som er ny pædagogmedhjælper, sidder i huset der er ved at være affolket. Fra legepladsen høres højlydte stemmer, og pludselig lyder der et hyl. Peter kommer løbende med tårerne ned ad kinderne hen imod bygningen. Kathrine rejser sig, går ud og går Peter i møde. - får ham indenfor, og forsøger at få ham til ro og få ham til at tale. Han er rasende og fremstammer noget, hvoraf Theodors navn fremgår.
Kathrine kigger bekymret på ham, Peter er ildrød i hovedet. Hun sætter sig på hug, og trykker Peter ind til sig for at få ham til at falde lidt til ro. Han falder lidt ned og fortæller hvad der er sket. Peter kigger op på Kathrine; ”de, de, de sagde han var dum, og så øød-ødelagde de min traktor ”. ”Er det Theodor der har gjort det?”. Peter kigger igen op på Kathrine. ”Ja det er Theodors skyld, han øød-ødelagde min traktor og sagde at min bror er dum”.

Daniel, som er uddannet pædagog og har været på fritidshjemmet i fem år, kommer gående ind på stuen, Kathrine fortæller ham kort situationen, og beder ham gå ud på legepladsen og finde Theodor. Daniel går ud på legepladsen, men kan ikke finde Theodor. Theodor har gemt sig i en hule på legepladsen og han kan hører Daniel kalder på ham, men han kommer ikke ud. To drenge leger på forhindringsbanen, Daniel råber til de to drenge, om de har set Theodor. De råber i kor; ”han er nede i hulen”. Daniel går ned til hulen, sætter sig på hug, og beder Theodor pænt om at komme ud. Theodor kommer lige så stille ud. Daniel tager ham i hånden og de går ind på stuen til Kathrine og Peter.
Kathrine spørger Theodor; ”hvad er der sket?”. ”Vi legede over på forhindringsbanen og så kom Peter og skubbede mig”. Peter bryder ind. ”Du sagde at min storebror var dum!”. Kathrine prøver at få en sammenhæng på situationen; ”Så det vil sige at du Theodor legede over på forhindringsbanen og snakkede om Peters storebror? Og det hørte du Peter, og gik derfor over og skubbede Theodor?”. ”Theodor, var det derfor at du ødelagde Peters traktor? ”. Theodor bryder ind. ”Jamen det var ikke med vilje, jeg kom til at kaste den væk, og så ramte den en sten”. Kathrine kigger på begge drenge og siger stille og roligt. ”Det er ikke okay at skubbe og det er heller ikke okay at snakke grimt om andre”. ”Men nu synes jeg vi alle sammen skal gå ud og finde traktoren og se om vi ikke lave den”. Hun tager dem i hver sin hånd og går ud på legepladsen. På vej ud ad døren siger Theodor til Peter ”Undskyld at jeg snakkede grimt om din bror” og Peter underskylder også at han skubbede Theodor. Da de finder traktoren, ligger den ude i det fugtige sand i to dele. Theodor går hen og samler delene op, han kigger lidt på den og smiler. Han klikker den bare sammen igen og så er traktoren lavet. Nu er Peter glad.

Daniel overhører lidt senere en ordudveksling, hvoraf det fremgår, at Theodor aldeles ikke ”kom til”, men fuldt bevidst havde gjort, hvad han kunne for at smadre traktoren. Daniel finder, at der fra Kathrines side 'er strøet sukker på' hændelsen, og at den ikke er løst tilfredsstilende. Han går et stykke tid og tænker over episoden. Daniel ved ikke helt hvad han skal gøre, men vælger at gå til Kathrine og konfronterer hende med hvad han har hørt Theodor sige, og pointere at han synes hun har taget for let på sagen. Kathrine ser uforstående på Daniel, da hun mener at sagen var afsluttet. Kathrine spørger Daniel hvad det er han mener, hun kunne have gjort anderledes. Daniel svare; ”Jeg synes helt klart at du har ladet Theodor slippe alt for let, det er jo klart at han ødelage traktoren med vilje, med det temperament han har”. Kathrine ser igen uforstående på Daniel, og siger der til ”Jeg synes, at jeg handlede på den rigtig måde, ved at se det fra begge drengenes side og løse problemet”. Daniel kigger irriteret på Kathrine og siger med vred stemme ” Prøv lige at høre her! Det hjælper jo ikke at prøve på at være anerkendende, der er kun en måde at takle Theodor på og det er med en fast hånd!”. Kathrine bliver overrasket over Daniels måde at reagere på og siger; ”Jeg synes jeg handlede på den rigtige måde og nu vil jeg tilbage og passe mit arbejde”. De går hver til sit med en træls fornemmelse af situation.

Daniels brud med kæresten går ham meget på i hverdagen. De havde været sammen i 6 år og det var hende der ikke ville mere. Han havde ikke sovet hele natten da hun havde været og hente hendes ting i går. Daniel fik dårlig samvittighed over for Kathrine, fordi han havde overreageret. Han gik derfor tilbage til Kathrine og undskyldte. Han ville nødig virke uprofessionel og undlod derfor at fortælle noget om hjemmesituationen.

Da Daniel går fra Kathrine, grubler han stadig over situationen. Han er ked af at han kom til at råbe af Kathrine, men han synes nu stadigvæk at hun har handlet helt forkert. Han vælger derfor at tage sagen i egen hånd. Han går hen til Theodor og siger til ham, at han hørte ham sige at det var med vilje at han smadrede traktoren. Theodor benægter det, men Daniel sætter sig ned på hug og tager fat i Theodors arm. ”Jeg vil ikke have at du lyver for mig, du skal fortælle mig sandheden”. Theodor kigger flovt på Daniel og indrømmer at han smadrede traktoren med vilje. ”Det er bare ikke okay”. Daniel tager fat i Theodor og sætter ham i sofaen. ”Her skal du blive siddende indtil at jeg siger du må gå”. Theodor kigger irriteret på Daniel, da han går ud af stuen.

Udgivet af gruppe 5

Fortælling - brik 4

Daniel overhører lidt senere en ordudveksling, hvoraf det fremgår, at Teodor aldeles ikke ”kom til”, men fuldt bevidst havde gjort, hvad han kunne for at smadre traktoren. Daniel finder, at der fra Kathrines side 'er strøet sukker på' hændelsen, og at den ikke er løst tilfredsstilende. Han går et stykke tid og tænker over episoden. Daniel ved ikke helt hvad han skal gøre, men vælger at gå til Kathrine og konfrontere hende med hvad han har, hørt Theodor sige og pointere at han synes hun har taget for let på sagen. Kathrine ser uforstående på Daniel, da hun mener at sagen var afsluttet. Kathrine spørger Daniel hvad det er han mener, hun kunne have gjort anderledes. Daniel svare; ”Jeg synes helt klart at du har ladet Theodor slippe alt for let, det er jo klart at han ødelage traktoren med vilje, med det temperament han har”. Kathrine ser igen uforstående på Daniel, og siger der til ”Jeg synes, at jeg handlede på den rigtig måde, ved at se det fra begge drengenes side og løse problemet”. Daniel kigger irriteret på Kathrine og siger med vred stemme ” Prøv lige at høre her! Det hjælper jo ikke at prøve på at være anerkendende, der er kun en måde at takle Theodor på og det er med en fast hånd!”. Kathrine bliver overrasket over Daniels måde at reagere på og siger; ”Jeg synes jeg handlede på den rigtige måde og nu vil jeg tilbage og passe mit arbejde”. De går hver til sit med en træls fornemmelse af situation.

Daniels brud med kæresten går ham meget på i hverdagen. De havde jo været sammen i 6 år og det var hende der ikke ville mere. Han havde ikke sovet hele natten da hun havde været og hente hendes ting i går.

Daniel fik dårlig samvittighed over for Kathrine, fordi han havde overreageret. Han gik derfor tilbage til Kathrine og undskyldte.

Han ville nødig virke uprofessionel og undlod derfor at fortælle noget om hjemmesituationen. 


Udgivet af Gruppe 5.

Fortælling med brik 3

 Det var en ganske almindelig torsdag i Fritidshjemmet. Regnen silede stille ned over den store legeplads Gyngerne svajede stille i vinden og på bålpladsen var der kun svage spor efter gårsdagens leg hvor de havde spillede levende-stratego.

Den lille swimmingpool som lå midt på legepladsen var lukket ned for vinteren. Boldbanen og sandkassen lå også øde hen. Der var i det hele taget ikke mange børn på legepladsen den dag.  Kun ovre på forhindringsbanen var en flok drenge livligt i gang med at gennemføre de forskellige forhindringer. Man kunne høre gruset knase under drengenes støvler. Overalt på legepladsen var der en frisk duft af regn og vådt træ.

Kathrine sidder i huset, der er ved at være affolket. Fra legepladsen høres højlydte stemmer, og pludselig lyder der et hyl. Peter kommer løbende med tårerne ned ad kinderne hen imod bygningen. Kathrine rejser sig, går ud og går Peter i møde. - får ham indenfor, og forsøger at få ham til ro og få ham til at tale. Han er rasende og fremstammer noget, hvoraf Theodors navn fremgår.

Kathrine kigger bekymret på ham, Peter er ildrød i hovedet. Hun sætter sig på hug, og trykker Peter ind til sig for at få ham til at falde lidt til ro. Han falder lidt ned og fortælle hvad der er sket. Peter kigger op på Kathrine; ”de, de, de sagde han var dum, og så øød-ødelagde de min traktor ”. ”Er det Theodor der har gjort?”. Peter kigger igen op på Kathrine. ”Ja det er Theodors skyld, han øød-ødelagde min traktor og sagde at min bror er dum”.     

Daniel kommer gående ind på stuen, Kathrine fortæller ham kort situationen, og beder ham gå ud på legepladsen og finde Theodor. Daniel går ud på legepladsen, men kan ikke finde Theodor. Theodor har gemt sig i en hule på legepladsen og han kan hører Daniel kalder på ham, men han kommer ikke ud. To drenge leger på forhindringsbanen, Daniel råber til de to drenge, om de har set Theodor. De råber i kor; ”han er nede i hulen”. Daniel går ned til hulen, sætter sig på hug, og beder Theodor pænt om at komme ud. Theodor kommer lige så stille ud. Daniel tager ham i hånden og de går ind på stuen til Kathrine og Peter.                                 

Kathrine spørger Theodor; ”hvad er der sket?”. ”Vi legede over på forhindringsbanen og så kom Peter og skubbede mig”. Peter bryder ind. ”Du sagde at min storebror var dum!”. Kathrine prøver at få en sammenhæng på situationen; ”Så det vil sige at du Theodor legede over på forhindringsbanen og snakkede om Peters storebror? Og det hørte du Peter, og gik derfor over og skubbede Theodor?”. ”Theodor, var det derfor at du ødelagde Peters traktor? ”. Theodor bryder ind. ”Jamen det var ikke med vilje, jeg kom til at kaste den væk, og så ramte den en sten”. Kathrine kigger på begge drengene og siger stille og roligt. ”Det er ikke okay at skubbe og det er heller ikke okay at snakke grimt om andre”. ”Men nu synes jeg vi alle sammen skal gå ud og finde traktoren og se om vi ikke lave den”. Hun tager dem i hver sin hånd og går ud på legepladsen. På vej ud ad døren siger Theodor til Peter ”Undskyld at jeg snakkede grimt om din bror” og Peter underskylder også at han skubbede Theodor. Da de finder traktoren, ligger den ude i det fugtige sand i to dele. Theodor går hen og samler delene op, han kigger lidt på den og smiler. Han klikker den bare sammen igen og så er traktoren lavet. Nu er Peter glad.


Udgivet af Gruppe 5  

Det fælles tredje

Vi har i dag i pædagogik lært om det fælles tredje.
Det fælles tredje er når man ud fra hver sin position forholder sig til samme emne, en leg, aktivitet, følelse eller konflikt. Det sker at mennesker, to eller flere er sammen om en oplevelse eller en opgave der skal udføres. Noget som vedrører disse personer og deres indbyrdes relationer, en ting som er set udenfor. Det fælles tredje.
Det er igennem det fælles tredje at vi ”forhandler” os frem til et fælles sprog for følelser, ting, begivenheder og fornemmelser.
Vores gensidige opdragelse og opdagelse af hinanden bygger på, at vi forholder os til et fælles tredje. Vi har altid forskellige positioner i forhold til den verden vi lever i og virker i (det fælles tredje). Når vi mødes i et forsøg på at udforske og identificere et fælles tredje, så er vi med til at påvirke hinandens mentale og personlige udvikling.
(Andersen, Flemming ”Relationen, det fælles tredje og det personlige narrativ” fra bogen Ritchie, Tom (red.)Relationer i teori og praksis s. 186-188)

Eks: Maria er en pædagog som arbejder på en daginstitution med udsatte unge fra 14-23 år, men i sin fritid arbejder hun også som fotograf. Nicolaj er en af de unge som bor på institutionen og interessere sig meget for gamle fotografier. Fotografierne er det fælles tredje, som kan give Maria og Nicolaj en succesoplevelse og lærer at de kan samarbejde om at tage nogle fede billeder.

Af Mette

Kan det passe at jeg nu også er blevet en bloglæser?

Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig at jeg skulle begynde at læse blogs, men tror nu at jeg må overgive mig. Den kære Maja viste mig en af de blogs hun læser og jeg må sige at jeg er overrasket positiv.
http://marenuthaug.wordpress.com/ - Maren, er jeg faldt for. Hun er både sjov, sød og en smule irriterende. Maren er 37 år, bor i københavn og mener selv at hun har 100 børn som egentlig kun er 3. Er gift med "smukke" Allan. fortæller om sin hverdag og om at købe hus hvor der i sidste ende ikke er råd til at købe døre til alle rum. Hun skriver om alt lige fra fastelavn til film hun har set. Tegner små sjove tegneserier til forskellige aviser og blade -Fra BT til MOM magazine. Skriver klummer i Jyllandsposten, Tænk og Vi forældre. Er selv forfatter og har skrevet sine egne små søde bøger. Hun elsker hendes børn så højt at hun kunne tude. Men tænker tit hvor er takken? Som hun selv skriver følte hun sig bedre behandlet, da hun som 15 årig stod bag disken i en videokiosk til 30 kroner og en blotter kom ind og viste klokkeværket. Han tog i det mindste bukserne på igen. Min 2 årig ville række tunge og kyle bukserne i hovedet på mig".
kort og godt skriver hun med egne ord om Hus, børn, lort og vanilje.

Det er en super blog. som kan anbefales. Jo mere jeg læser, jo mere vild bliver jeg med hende. Jeg vil i hvert fald læse hendes blog fra nu af.

En lille fortælling - medbestemmelse

Pædagogen Lars arbejder på en institution hvor en af de vigtigste grundværdier er medbestemmelse. Lars sidder inde på stuen rundt om bordet sammen med 5 børn der tegner. Et andet barn sidder alene i dukkekrogen og leger med sin nye Barbie. Pædagogen henvender sig til barnet der sidder alene og spørger om hun vil være med til at tegne, men hun har ikke lyst til at tegne, hun vil hellere lege med Barbie. Men Lars bliver lidt bestemt og siger at han gerne vil have at hun kommer hen til bordet og tegner sammen med de andre. Barnet kigger ned i gulvet, Lars siger at hvis kommer op og tegner i dag, kan hun få lov til at lege med sin Barbie i morgen. Barnet går med til aftalen, men er ikke glad ved situationen.

Et lille emne til diskussion. Hvordan mestre Lars en af institutionen vigtige grundværdier medbestemmelse?

Skrevet af Mette og Lotte

En start på en fortælling

Det var en ganske almindelig torsdag i Fritidshjemmet. Regnen silede stille ned over den store legeplads Gyngerne svajede stille i vinden og på bålpladsen var der kun svage spor efter gårsdagens leg hvor de havde spillede levende-stratego.
Den lille swimmingpool som lå midt på legepladsen var lukket ned for vinteren. Boldbanen og sandkassen lå også øde hen. Der var i det hele taget ikke mange børn på legepladsen den dag. Kun ovre på forhindringsbanen var en flok drenge livligt i gang med at gennemføre de forskellige forhindringer. Man kunne høre gruset knase under drengenes støvler. Overalt på legepladsen var der en frisk duft af regn og vådt træ.

Peter er en lille rødhåret dreng på 7 år, som går i 1 klasse. Han er ikke særlig høj og har rigtig mange fregner i hele hovedet. Peter er en stille dreng og holder sig meget for sig selv. Han elsker at tegne, spille nintendo ds, lægge puslespil og lege i sandkassen med hans yndlings traktor. Han har ikke rigtig nogle venner hverken i skolen eller i fritidsklubben. Han virker i det hele taget ikke særlig interesseret i de andre børn, men er derimod meget glad for de voksende, især den nye kvindelige pædagogmedhjælper på hans stue. Peter bor sammen med sine forældre og sine to brødre. Peter er nummer 2 i søskende flokken.

Theodor er 10 år og går i 4 klasse. Han har brunt hår og mørke brune øjne. Theodor er en meget frisk og social dreng. Han elsker at være i fritidsklub, hvor han kan løbe rundt og klatrer i alle mulige ting. Han elsker at lege vilde lege hvor han kan mosle rundt. Han er rigtig god til at lege med de andre børn og god til at styre en leg, hvilket også gør ham til en meget attraktiv legekammerat. Theodor ser meget op til pædagogen Daniel, da Daniel ofte går ind i legen sammen med børnene.
Theodor bor sammen med sin mor, papfar og hans 3 måneder gammel lillebror i en 3 værelses lejlighed.

Peter og Theodor bor på samme vej, og deres forældre kommer en del sammen. Men idet at Peter blandt andet har en storebror på samme alder som Theodor leger Peters storebror og Theodor for det meste sammen når de er på besøg hos hinanden. Peter sidder som regel alene og tegner eller spiller nintendo DS.

Kathrine er ny pædagogmedhjælper i fritidsklubben. Hun er 37 år og har indtil nu haft egen butik. Men da hendes butik ikke kørte særligt godt, er hun nu glad for hendes nye arbejde, som giver en fast indtjening og nye spænde udfordringer.
Kathrine er gift og har to børn, de bor i et lille skønt hus lidt udenfor byen. Hun er meget kreativ i sin fritid, har altid en masse hun går og sysler med. Hun nyder rigtig meget at være sammen med børnene i fritidsklubben. Dog skal hun lige vende sig til sit nye arbejde, da det er noget helt andet end at stå som egen herre i egen butik.

Daniel er 29 år og er pædagog. Daniel har altid vist at han skulle have noget med mennesker at gøre, så efter gymnasiet tog han direkte på pædagogseminariet. Han elsker sit job og brænder for det. Hvilket også gør at han er elsket af børnene, da han altid kan sætte en masse i gang.
Til gengæld går det ikke så godt for Daniel på hjemmefronten, da ham og hans kæreste igennem 6 år er ved at gå fra hinanden.
I fritiden går Daniel meget op i sundhed, krop og spiller en masse fodbold.

Udgivet af Gruppe 5!

En blog jeg holder øje med..

Man kan følge med i mange forskellige blogs på nettet, nogle der er studie relavante, andre der handler om forskellige folks interesser.

Jeg følger med i min brors blog, han bor i Switzerland, og fortæller på sin blog forskellige ting fra hans liv. Det kan være små fortællinger om hans børn, hans arbejde eller hans forskellige interesser. Han kommer også med lidt tanker om livet, derfor hans fine overskrift "On my mind" Han skriver på engelsk da en del af hans omgangskreds ikke forstår dansk. Faktisk er han bedre på skrift på engelsk end han er til det skriftlige danske. Ja der kan man se hvad der sker når man ikke har boet i Danmark i mange år.

Har man lyst til et kig så kommer adressen her http://www.samuelnova.com/

Blog

Hmm må nok indrømme at jeg ikke er vild med det der blog-halløj. Men der er dog en blog jeg tjekker lidt ud engang imellem, nemlig www.krølul.dk.
Det en tøs fra Læsø der i 2009 åbnede den her vintagebutik i Aalborg, som nu faktisk er kendt som en af de bedste vintagebutikker i Aalborg. Synes det er meget hyggeligt engang imellem lige og klikke ind på siden og se hvad hun har gang i. Jeg er specielt lidt vild med hendes øreringe og Bingobango-tørklæder som hun selv laver.

Blog

hurra hurra hurraaa, nu har jeg endelig efter lang tids søgen fundet en blog som jeg synes er spændende. Det er en blog som er lavet til ære for en fotograf der hedder Vivian Maier, som tog billeder i storbyerne New York og Chicago i 1950'erne og frem til 1990'erne. Hun tog billeder af hverdagslivet, men offentliggorde aldrig sine værker til nogen. Billederne blev fundet ved et tilfælde på en auction i Chicago, da en mand købte en gamle kasse med negativer og fandt så ud af at han havde fundet noget ganske unikt. So enjoy http://vivianmaier.blogspot.com/

Klar til kommentar ;)

Det skulle nu være muligt for alle at kommentere på vores blog, da vi lige har fået rettet op på en lille teknisk fejl ;) Så bare gi den gas :P

Et minde - DKK opgave

Her følger et minde fra dengang jeg gik i SFO. Det må have været engang i starten af fattig 80erne..

Jeg var, tro det eller ej, en lille bitte stille pige som holdte mig mest for mig selv. Jeg gik på en ret stor folkeskole, hvor det på trods af at der var mange elever, var nemt at komme til at føle sig ensom, når man bare var en lille bitte stille pige. Jeg syntes at verden virkede enormt stor og overvældene.

På skolen var der indrettet nogle rum hvor man kunne være indtil ens forældre fik fri fra arbejde. Der var så forskellige aktiviteter man kunne deltage i. Nogle gange var vi ude og cykle sammen med de voksne, man kunne også tegne eller lege på legepladsen. Jazz-ballet var det helt store hit hos pigerne, så øvede man nogle bestemte trin til noget musik og hyggede sig med det. Men det var nu mest de friske og modige der var med til det, jeg kiggede som regel bare på.

Der var en rigtig sød pige, alle kunne lide hende, lad os kalde hende for Sofie. Jeg ville rigtig gerne være veninder med Sofie, men hun havde sine egne veninder.

En dag da jeg skulle hentes, sad Sofie og jeg sammen ude i garderoben og ventede på vores forældre. Det var min far der kom og hentede mig, jeg blev rigtig glad for at se ham. Sofie grinede højt og spurgte om det der virkelig var min far. ”Ja hvorfor?” spurgte jeg. ”Ej han er da helt vildt skaldet” Skreg hun, og løb ind på stuen til de andre børn imens hun fortsatte med at gøre nar af min far.
Jeg kan huske jeg blev enormt ked af det, både fordi jeg ellers tidligere havde syntes at hun var så sød, men især fordi jeg syntes det var synd for min far at hun gjorde nar af hans skaldethed.

Næste dag havde jeg det stadig frisk i erindringen, og sad for mig selv og var ked af det. En af de voksne kom hen til mig og fik mig til at fortælle hvorfor jeg var ked af det. ”Det skal du overhovedet ikke være ked af, min far er også skaldet ” sagde han.

Jeg husker ikke om Sofie fik en reprimande, det der gjorde indtryk var følelsen af ikke at være helt alene i verdenen mere.

Det er forår i luften. Fuglene synger, solen skinner og der er fuld gang i skole gården. Nogen hopper i sjippetov, spiller fodbold mens andre leger i legetårnet. Jeg selv og nogen andre piger kører på rulleskøjter som altid er et hit først på foråret. Skolegården er stor og plads til mange børn. Til venstre ser vi en gammel fiskekutter. Bevæger vi os lidt længere frem finder vi legetårnet med sandkassen og gyngerne. Ser vi til højre er der en stor asfalteret grund med plads til hinkebane, boldspil osv. Går vi videre frem er der en bakke ned til basketball banen og fodboldbanen. Den bakke elskede mange at kører ned at på rulleskøjter. Dette gjaldt også mig indtil en dag hvor det hele gik lidt for hurtigt. Som sagt elskede jeg at kører på rulleskøjter i frikvarteret og fart elskede jeg også. Jo hurtigere jo bedre. Men en dag gik det galt. Jeg var på vej ned ad bakken i fuld fart da jeg pludselig fik en sten op mellem hjulene på min ene rulleskøjte som gjorde at mine hjul ikke ville dreje rundt. Jeg faldt forover og slog hovedet i asfalten og skrabede hele min højre side af ansigtet. Der lå jeg så midt på bakken med blod dryppende fra mit ansigt. Det hele var gået så stærkt at jeg ikke selv havde svært ved at finde ud af hvad det var der egentlig var sket. Inden jeg kom til mig selv stod der en masse børn og skolevagten ved mig. Jeg fik hurtigt rulleskøjterne af og blev ført ind på lærerværelset for at få kigget på mit ansigt og min nye ven - En kæmpe bule i højre side af hovedet. Mit hoved var ved at eksplodere, sådan føltes det i hvert fald. Men jeg tog det hele i stiv arm og blev følget ned til time. Klassen var i fuld gang med at lytteøvelser. Ikke just lige det man havde håbet på at skulle i gang med efter sådan et styrt men jeg satte mig ind og gik i gang. Min hovedpine var blevet endnu værre og jeg fik det rigtig skidt. Jeg havde overhørt en kort samtale mellem skolevagten og min lærer hvor skolevagten fortalte om mit styrt og at der skulle holdes øje med om jeg fik det værre for så skulle mine forældre kontaktes for det kunne være jeg havde fået hjernerystelse. Jeg kaldte på min lærer og forklarede at jeg ikke havde det så godt og at det føltes som om at jeg skulle kaste op men min lærer sagde bare.” Vrøl! Kom så i gang.” Jeg husker det som det var i går. Under de 45 minutter en lektion varer fik jeg det værre og værre. Jeg informerede min lærer flere og flere gange og fik til sidst af vide at hun ikke gad at hører mere på mine undskyldninger nu og at jeg bare havde at komme i gang. Da timen var forbi gik jeg op til skolevagten og fik hende til at ringe til mine forældre så jeg kunne blive hentet. Jeg husker at hun var meget forbavset over at min lærer ikke havde gjort det noget før. Jeg var ligbleg og kunne dårligt holde ud at stå op. Min mor kom og vi kørte med det samme på skadestuen. Jeg havde fået hjernerystelse og en kraftig en endda. Dette er bare en af de dårlige oplevelse jeg har haft med en helt bestemt lærer der har haft lidt for travlt med at få det hele til at se så godt ud, at hun glemte at se og hører på hendes elevers behov og helbred. Dette er en episode jeg aldrig vil glemme og hører tit min gamle klassekammerater fortælle om denne dag.

DKK-opgaven

Det var en stille og rolig dag oppe i børnhaven. Det var i en af sommerferieugerne, hvilket vil sige at vi var stået sammen med en fire-fem andre institioner.
I og med der var ferieåben havde vi heller ikke så mange børn i forhold til hvad vi var personale til, så der var masser af tid til hygge med børnene.
En af pædagogerne fra en af de andre institioner sad henne i sofaen og var lige begyndt at læse en bog for en pige. Pigen sad meget stille og kiggede på billederne og lyttede opmærksomt til historien. Men et par sider inden i bogen siger pigen pludselig "Jeg har neglelak på mine fingre". Pædagogen stoppede med at læse og kiggede på pigens fingre, smilede og sagde "Ja det kan jeg se, det ser fint ud". Derefter forsatte pædagogen med at læse.
Men hun nåede ikke at læse særlig meget før pigen igen stoppede hende og sagde "Jeg har også fået neglelak på mine fødder". "Okay, det ser helt sikkert også fint ud" svarede pædagogen og forsatte endnu engang med at læse.
Men efter et par linier blev hun igen, igen afbrudt af pigen "Det er min mor der har givet mig neglelak på". Pædagogen kiggede venligt på pigen og spurgte "Vil du gerne at vi stopper bøgen og snakke om din neglelak og så kan vi forsætte bogen bagefter? Eller vil du gerne at vi læser bogen færdig og så kan vi snakke om din neglelak?". Pigen tænkte sig om et øjeblik "Jeg vil gerne snakke om min neglelak først". Så pædagogen lukkede bogen og begyndte og snakke og stille sprøgsmål om den fine neglelak pigen havde fået på og pigen fortalt stolt. Da der var gået en fem-ti minutter blev de enige om at læse videre i bogen. Så pædagogen læste videre og pigen sad lige så stillede og lyttede til sidste sætning af bogen.

DKK - en fortælling

Klokken har lige slået et i ungdomsklubben og ind strømmer 5 teenage-drenge som lige har fået fri fra skole. De har alle sammen glædet sig til at komme hen og spille computer. Så de indtager alle computer- rummet med iver. Lidt efter kommer der lidt flere teenager til, som lige så stille indtager deres ”sædvanlige” plads. Mange af pigerne sætter sig i hyggehjørnet med sofa gruppen, som hurtig ender ud med at blive til en frisør salon. Nogle af de lidt mere stille drenge sætter sig i ved et bord i baren med et brætspil. Ovenpå er der et fotostudie som også hurtig bliver indtaget af to drenge og to piger som prøver at tage nogle fede model billeder. Der er to medarbejder i klubben. Emilie, som er den ene medarbejder, vælger at gå ovenpå i fotostudiet for at hjælpe til med at tage billeder.

Nedenunder er der kommet godt gang i computer-rummet drengene er højt råbende og godt inde i spillet med deres missioner. Maria sætter sig hen til pigerne som sidder og snakker om hvilke drenge de synes er de sødeste. De får sig en rigtig tøse-snak samtidig med at hun får sat håret.

Inde i computer rummet har situationen taget til og to af drengene er begyndt at svine hinanden til. Nicklas og Mike som heller ikke er så gode til at enes i skole, er kommet op at skændes om hvem der skal være på hold med Peter, som er den bedste til computerspillet. Maria rejser sig hurtig for at se om hun kan nå at redde situationen. Da hun kommer ind i computer-rummet kan hun se at Nicklas er godt rød i hovedet af raseri. Hun spørger hurtigt drengene på en frisk og glad måde om hun være med, og spørger så om hun ikke må være på hold sammen med Nicklas og Mike fordi hun synes de er så gode. De kigger mærkeligt på hende og griner, men siger at det må hun godt. Maria tager en computer og spiller nogle spil med dem, hvorefter hun går igen. Stemningen ændrer sig og de snakkede pænt med hinanden igen.

Weekend og tid til at fordøje alt det nye

Tiden er gået super hurtigt, det har nærmest væltet ind med nye indtryk, info og ting og sager.
Tror nok vi allesammen mere eller mindre har været lidt trætte ovenpå studiestarten.
- på den gode måde.

Nu vil jeg drikke endnu en kop kaffe, ryge mig en smugsmøg (den får mig død eller levende en dag) og kigge på mine studiebøger, og hvem ved? Måske får jeg ligefrem det gyldne overblik :)

God weekend derude!

:)

Først dag på bloggen.

Først dag med blog ? Puha. Tror vi alle synes at det er noget underligt noget. Jeg selv har svært ved at forestille mig, at jeg skal bruge bloggen MINDST engang om ugen!! Men tror det ender med at blive helt godt og vi kan lærer en masse af hinanden gennem bloggene/blogs'ne (eller hvad man kalder dem). - Det må tiden jo vise.