Her følger et minde fra dengang jeg gik i SFO. Det må have været engang i starten af fattig 80erne..
Jeg var, tro det eller ej, en lille bitte stille pige som holdte mig mest for mig selv. Jeg gik på en ret stor folkeskole, hvor det på trods af at der var mange elever, var nemt at komme til at føle sig ensom, når man bare var en lille bitte stille pige. Jeg syntes at verden virkede enormt stor og overvældene.
På skolen var der indrettet nogle rum hvor man kunne være indtil ens forældre fik fri fra arbejde. Der var så forskellige aktiviteter man kunne deltage i. Nogle gange var vi ude og cykle sammen med de voksne, man kunne også tegne eller lege på legepladsen. Jazz-ballet var det helt store hit hos pigerne, så øvede man nogle bestemte trin til noget musik og hyggede sig med det. Men det var nu mest de friske og modige der var med til det, jeg kiggede som regel bare på.
Der var en rigtig sød pige, alle kunne lide hende, lad os kalde hende for Sofie. Jeg ville rigtig gerne være veninder med Sofie, men hun havde sine egne veninder.
En dag da jeg skulle hentes, sad Sofie og jeg sammen ude i garderoben og ventede på vores forældre. Det var min far der kom og hentede mig, jeg blev rigtig glad for at se ham. Sofie grinede højt og spurgte om det der virkelig var min far. ”Ja hvorfor?” spurgte jeg. ”Ej han er da helt vildt skaldet” Skreg hun, og løb ind på stuen til de andre børn imens hun fortsatte med at gøre nar af min far.
Jeg kan huske jeg blev enormt ked af det, både fordi jeg ellers tidligere havde syntes at hun var så sød, men især fordi jeg syntes det var synd for min far at hun gjorde nar af hans skaldethed.
Næste dag havde jeg det stadig frisk i erindringen, og sad for mig selv og var ked af det. En af de voksne kom hen til mig og fik mig til at fortælle hvorfor jeg var ked af det. ”Det skal du overhovedet ikke være ked af, min far er også skaldet ” sagde han.
Jeg husker ikke om Sofie fik en reprimande, det der gjorde indtryk var følelsen af ikke at være helt alene i verdenen mere.
Hej gruppe,
SvarSletI skal lige kigge på jeres indstillinger på bloggen, således at alle kan kommentere.
Jeres vejleder har ikke en Googleprofil og har derfor brug for, at man kan kommentere anonymt.
Jeg skulle hilse og siger, at han har forsøgt. ;-)
Jeg kan se, at I har fået ændret det med held i jeres indstillinger. Dejligt!
SvarSletDet vil være god blogger-stil så lige at skrive det i en kommentar under min kommentar, så jeg ved, at I har læst min kommentar og arbejdet med det, som jeg foreslog jer. ;-)
... evt. kunne I også skrive et lille indlæg om det, så jeres medsstuderende kan se, hvorfor det har givet problemer at kommentere her. Og at I hilser kommentarer velkomne. Men det er bare et forslag, der kunne fremme kommunikationen en anelse. ;-)
SvarSlet- ellers er det jo nu, I må rundt og kommentere på de andre gruppers blogs for på den måde at tiltrække læsere til jeres blog.
Super, tak fordi du lige gjorde os opmærksom på fejlen! Vi havde tilsyndeladende glemt at trykke "gem indstillinger" :)
SvarSlet