Det var en stille og rolig dag oppe i børnhaven. Det var i en af sommerferieugerne, hvilket vil sige at vi var stået sammen med en fire-fem andre institioner.
I og med der var ferieåben havde vi heller ikke så mange børn i forhold til hvad vi var personale til, så der var masser af tid til hygge med børnene.
En af pædagogerne fra en af de andre institioner sad henne i sofaen og var lige begyndt at læse en bog for en pige. Pigen sad meget stille og kiggede på billederne og lyttede opmærksomt til historien. Men et par sider inden i bogen siger pigen pludselig "Jeg har neglelak på mine fingre". Pædagogen stoppede med at læse og kiggede på pigens fingre, smilede og sagde "Ja det kan jeg se, det ser fint ud". Derefter forsatte pædagogen med at læse.
Men hun nåede ikke at læse særlig meget før pigen igen stoppede hende og sagde "Jeg har også fået neglelak på mine fødder". "Okay, det ser helt sikkert også fint ud" svarede pædagogen og forsatte endnu engang med at læse.
Men efter et par linier blev hun igen, igen afbrudt af pigen "Det er min mor der har givet mig neglelak på". Pædagogen kiggede venligt på pigen og spurgte "Vil du gerne at vi stopper bøgen og snakke om din neglelak og så kan vi forsætte bogen bagefter? Eller vil du gerne at vi læser bogen færdig og så kan vi snakke om din neglelak?". Pigen tænkte sig om et øjeblik "Jeg vil gerne snakke om min neglelak først". Så pædagogen lukkede bogen og begyndte og snakke og stille sprøgsmål om den fine neglelak pigen havde fået på og pigen fortalt stolt. Da der var gået en fem-ti minutter blev de enige om at læse videre i bogen. Så pædagogen læste videre og pigen sad lige så stillede og lyttede til sidste sætning af bogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar