Det er forår i luften. Fuglene synger, solen skinner og der er fuld gang i skole gården. Nogen hopper i sjippetov, spiller fodbold mens andre leger i legetårnet. Jeg selv og nogen andre piger kører på rulleskøjter som altid er et hit først på foråret. Skolegården er stor og plads til mange børn. Til venstre ser vi en gammel fiskekutter. Bevæger vi os lidt længere frem finder vi legetårnet med sandkassen og gyngerne. Ser vi til højre er der en stor asfalteret grund med plads til hinkebane, boldspil osv. Går vi videre frem er der en bakke ned til basketball banen og fodboldbanen. Den bakke elskede mange at kører ned at på rulleskøjter. Dette gjaldt også mig indtil en dag hvor det hele gik lidt for hurtigt. Som sagt elskede jeg at kører på rulleskøjter i frikvarteret og fart elskede jeg også. Jo hurtigere jo bedre. Men en dag gik det galt. Jeg var på vej ned ad bakken i fuld fart da jeg pludselig fik en sten op mellem hjulene på min ene rulleskøjte som gjorde at mine hjul ikke ville dreje rundt. Jeg faldt forover og slog hovedet i asfalten og skrabede hele min højre side af ansigtet. Der lå jeg så midt på bakken med blod dryppende fra mit ansigt. Det hele var gået så stærkt at jeg ikke selv havde svært ved at finde ud af hvad det var der egentlig var sket. Inden jeg kom til mig selv stod der en masse børn og skolevagten ved mig. Jeg fik hurtigt rulleskøjterne af og blev ført ind på lærerværelset for at få kigget på mit ansigt og min nye ven - En kæmpe bule i højre side af hovedet. Mit hoved var ved at eksplodere, sådan føltes det i hvert fald. Men jeg tog det hele i stiv arm og blev følget ned til time. Klassen var i fuld gang med at lytteøvelser. Ikke just lige det man havde håbet på at skulle i gang med efter sådan et styrt men jeg satte mig ind og gik i gang. Min hovedpine var blevet endnu værre og jeg fik det rigtig skidt. Jeg havde overhørt en kort samtale mellem skolevagten og min lærer hvor skolevagten fortalte om mit styrt og at der skulle holdes øje med om jeg fik det værre for så skulle mine forældre kontaktes for det kunne være jeg havde fået hjernerystelse. Jeg kaldte på min lærer og forklarede at jeg ikke havde det så godt og at det føltes som om at jeg skulle kaste op men min lærer sagde bare.” Vrøl! Kom så i gang.” Jeg husker det som det var i går. Under de 45 minutter en lektion varer fik jeg det værre og værre. Jeg informerede min lærer flere og flere gange og fik til sidst af vide at hun ikke gad at hører mere på mine undskyldninger nu og at jeg bare havde at komme i gang. Da timen var forbi gik jeg op til skolevagten og fik hende til at ringe til mine forældre så jeg kunne blive hentet. Jeg husker at hun var meget forbavset over at min lærer ikke havde gjort det noget før. Jeg var ligbleg og kunne dårligt holde ud at stå op. Min mor kom og vi kørte med det samme på skadestuen. Jeg havde fået hjernerystelse og en kraftig en endda. Dette er bare en af de dårlige oplevelse jeg har haft med en helt bestemt lærer der har haft lidt for travlt med at få det hele til at se så godt ud, at hun glemte at se og hører på hendes elevers behov og helbred. Dette er en episode jeg aldrig vil glemme og hører tit min gamle klassekammerater fortælle om denne dag.