Det var en ganske almindelig torsdag i Fritidshjemmet. Regnen silede stille ned over den store legeplads. Gyngerne svajede stille i vinden og på bålpladsen var der kun svage spor efter gårsdagens leg hvor de havde spillede levende-stratego.
Den lille swimmingpool som lå midt på legepladsen var lukket ned for vinteren. Boldbanen og sandkassen lå også øde hen. Der var i det hele taget ikke mange børn på legepladsen den dag. Kun ovre på forhindringsbanen var en flok drenge livligt i gang med at gennemføre de forskellige forhindringer. Man kunne høre gruset knase under drengenes støvler. Overalt på legepladsen var der en frisk duft af regn og vådt træ.
Kathrine, som er ny pædagogmedhjælper, sidder i huset der er ved at være affolket. Fra legepladsen høres højlydte stemmer, og pludselig lyder der et hyl. Peter kommer løbende med tårerne ned ad kinderne hen imod bygningen. Kathrine rejser sig, går ud og går Peter i møde. - får ham indenfor, og forsøger at få ham til ro og få ham til at tale. Han er rasende og fremstammer noget, hvoraf Theodors navn fremgår.
Kathrine kigger bekymret på ham, Peter er ildrød i hovedet. Hun sætter sig på hug, og trykker Peter ind til sig for at få ham til at falde lidt til ro. Han falder lidt ned og fortæller hvad der er sket. Peter kigger op på Kathrine; ”de, de, de sagde han var dum, og så øød-ødelagde de min traktor ”. ”Er det Theodor der har gjort det?”. Peter kigger igen op på Kathrine. ”Ja det er Theodors skyld, han øød-ødelagde min traktor og sagde at min bror er dum”.
Daniel, som er uddannet pædagog og har været på fritidshjemmet i fem år, kommer gående ind på stuen, Kathrine fortæller ham kort situationen, og beder ham gå ud på legepladsen og finde Theodor. Daniel går ud på legepladsen, men kan ikke finde Theodor. Theodor har gemt sig i en hule på legepladsen og han kan hører Daniel kalder på ham, men han kommer ikke ud. To drenge leger på forhindringsbanen, Daniel råber til de to drenge, om de har set Theodor. De råber i kor; ”han er nede i hulen”. Daniel går ned til hulen, sætter sig på hug, og beder Theodor pænt om at komme ud. Theodor kommer lige så stille ud. Daniel tager ham i hånden og de går ind på stuen til Kathrine og Peter.
Kathrine spørger Theodor; ”hvad er der sket?”. ”Vi legede over på forhindringsbanen og så kom Peter og skubbede mig”. Peter bryder ind. ”Du sagde at min storebror var dum!”. Kathrine prøver at få en sammenhæng på situationen; ”Så det vil sige at du Theodor legede over på forhindringsbanen og snakkede om Peters storebror? Og det hørte du Peter, og gik derfor over og skubbede Theodor?”. ”Theodor, var det derfor at du ødelagde Peters traktor? ”. Theodor bryder ind. ”Jamen det var ikke med vilje, jeg kom til at kaste den væk, og så ramte den en sten”. Kathrine kigger på begge drenge og siger stille og roligt. ”Det er ikke okay at skubbe og det er heller ikke okay at snakke grimt om andre”. ”Men nu synes jeg vi alle sammen skal gå ud og finde traktoren og se om vi ikke lave den”. Hun tager dem i hver sin hånd og går ud på legepladsen. På vej ud ad døren siger Theodor til Peter ”Undskyld at jeg snakkede grimt om din bror” og Peter underskylder også at han skubbede Theodor. Da de finder traktoren, ligger den ude i det fugtige sand i to dele. Theodor går hen og samler delene op, han kigger lidt på den og smiler. Han klikker den bare sammen igen og så er traktoren lavet. Nu er Peter glad.
Daniel overhører lidt senere en ordudveksling, hvoraf det fremgår, at Theodor aldeles ikke ”kom til”, men fuldt bevidst havde gjort, hvad han kunne for at smadre traktoren. Daniel finder, at der fra Kathrines side 'er strøet sukker på' hændelsen, og at den ikke er løst tilfredsstilende. Han går et stykke tid og tænker over episoden. Daniel ved ikke helt hvad han skal gøre, men vælger at gå til Kathrine og konfronterer hende med hvad han har hørt Theodor sige, og pointere at han synes hun har taget for let på sagen. Kathrine ser uforstående på Daniel, da hun mener at sagen var afsluttet. Kathrine spørger Daniel hvad det er han mener, hun kunne have gjort anderledes. Daniel svare; ”Jeg synes helt klart at du har ladet Theodor slippe alt for let, det er jo klart at han ødelage traktoren med vilje, med det temperament han har”. Kathrine ser igen uforstående på Daniel, og siger der til ”Jeg synes, at jeg handlede på den rigtig måde, ved at se det fra begge drengenes side og løse problemet”. Daniel kigger irriteret på Kathrine og siger med vred stemme ” Prøv lige at høre her! Det hjælper jo ikke at prøve på at være anerkendende, der er kun en måde at takle Theodor på og det er med en fast hånd!”. Kathrine bliver overrasket over Daniels måde at reagere på og siger; ”Jeg synes jeg handlede på den rigtige måde og nu vil jeg tilbage og passe mit arbejde”. De går hver til sit med en træls fornemmelse af situation.
Daniels brud med kæresten går ham meget på i hverdagen. De havde været sammen i 6 år og det var hende der ikke ville mere. Han havde ikke sovet hele natten da hun havde været og hente hendes ting i går. Daniel fik dårlig samvittighed over for Kathrine, fordi han havde overreageret. Han gik derfor tilbage til Kathrine og undskyldte. Han ville nødig virke uprofessionel og undlod derfor at fortælle noget om hjemmesituationen.
Da Daniel går fra Kathrine, grubler han stadig over situationen. Han er ked af at han kom til at råbe af Kathrine, men han synes nu stadigvæk at hun har handlet helt forkert. Han vælger derfor at tage sagen i egen hånd. Han går hen til Theodor og siger til ham, at han hørte ham sige at det var med vilje at han smadrede traktoren. Theodor benægter det, men Daniel sætter sig ned på hug og tager fat i Theodors arm. ”Jeg vil ikke have at du lyver for mig, du skal fortælle mig sandheden”. Theodor kigger flovt på Daniel og indrømmer at han smadrede traktoren med vilje. ”Det er bare ikke okay”. Daniel tager fat i Theodor og sætter ham i sofaen. ”Her skal du blive siddende indtil at jeg siger du må gå”. Theodor kigger irriteret på Daniel, da han går ud af stuen.
Udgivet af gruppe 5
Ingen kommentarer:
Send en kommentar